mandag den 5. september 2011

”Er du virkelig så billig, eller ser du bare sådan ud?”

Maise Njor
Mit liv som mundlam

- og hvordan man lærer at sige fra

”Du er jo ikke rund, du er uformelig!”

Hvem har ikke prøvet at ligge vågen den halve nat og tænker på det, man SKULLE have svaret? Mit liv som mundlam er til alle os, der har prøvet at modtage verbale støvletramp uden at kunne tage til genmæle. Til alle os, der kender den fornemmelse, man har bagefter – og som er ved at være trætte af at rende rundt med fodaftryk i ansigtet efter at være blevet trampet på.


Her er bogen, som kan hjælpe dig til at blive lidt bedre til at kende – og sætte! – dine egne grænser. Skrevet af en, som ikke havde en anelse – men som undervejs har fået kvalificerede tips og professionelle råd fra dem, der kan.

Forfatteren Maise Njor øser endnu engang af egne oplevelser på sin sædvanlige humoristiske facon – og med hende i spidsen som selvudnævnt underhund bliver læseren ikke bare klogere, men samtidig også godt underholdt.


Journalist Trine Gregorius, de radikales Margrethe Vestager og skuespiller og instruktør Hella Joof er nogle af dem, som giver gode råd og fortæller om, hvordan de personligt har tacklet angreb og grænseoverskridelser. Men Maise Njor har også rådført sig med eksperter – bl.a. en psykoterapeut og en familiecoach, der fortæller om, hvorfor det med grænsesætning falder nogen så svært, og hvordan man kan blive bedre til det.

Dette er en selvhjælpsbog til folk, der ikke gider selvhjælpsbøger. Og til dem, der gerne vil have et godt grin, selv om der ikke altid er noget at grine ad.

Maise Njor (f. 1968) er journalist og har tidligere bl.a. udgivet bøgerne ”Michael Laudrups Tænder” og ”Charlie. Hotel. Oscar. Kilo.” (begge med journalist Camilla Stockmann), ”Er det her, der bliver bollet” (en børnebog med illustrationer af Nikoline Werdelin) og senest ”Livet for let øvede” med Fay Weldon.

Maise Njor
Mit liv som mundlam – og hvordan man lærer at sige fra
192 sider
Forlagets pris: 249,-
Udkom 2. september 2011


Ingen kommentarer:

Send en kommentar