mandag den 5. september 2011

Den danske ledelseskanon


ISS - Den danske ledelseskanon, 1
Frank Stokholm, Mikael R. Lindholm

Bogen udkommer den 22. september 2011.

Denne bog er en del af Den danske ledelseskanon.

Nogle virksomheder bliver ledet på en måde, så de skaber en helt ny industri og forandrer livet for tusinder af mennesker. Sådan en virksomhed er ISS. Da Poul Andreassen overtog ledelsen af ISS i 1962 var rengøring arbejdsmarkedets mest ringeagtede erhverv – og det lavest lønnede. ISS havde omkring 2.000 medarbejdere og en omsætning på 40 millioner kr. Da han fratrådte i 1993 var ISS en af Danmarks mest respekterede virksomheder med 150.000 medarbejdere i mere end 20 lande og en omsætning på 14 milliarder kr. I dag beskæftiger ISS over 500.000 medarbejdere i mere end 50 lande.

De bærende ledelsesprincipper i ISS er stadig de samme, som Poul Andreassen knæsatte meget hurtigt efter han tiltrådte til i 1962 – og i øvrigt hentet fra den amerikanske bilproducent General Motors. Selve værdierne i ISS handler om et menneskesyn, der bygger på respekt og tillid til den enkelte, og udspringer af den danske kultur – som vi i høj grad deler med andre skandinaviske lande – og fagbevægelsen. Værdierne blev knæsat allerede i 1934. Kombinationen af de danske værdier og amerikanske ledelsesmetoder viste sig at blive en opskrift på vækst og succes, som få virksomheder i verden har evnet at gøre efter. I 1980erne fik ISS’ særlige ledelsesstil prædikatet ”skandinavisk ledelse”.

Her er historien om ledelsesmodellen, der gjorde et dansk rengøringsfirma til en af verdens største arbejdsgivere.

Fakta om bogen
Type Bog
ISBN 9788702092462
Udgave 1
Udgivet 2011
Omslagsgrafiker Søren Ditlefsen
Vejledende pris: 200,00


Jysk - Den danske ledelseskanon, 2
Frank Stokholm, Mikael R. Lindholm

Bogen udkommer den 22. september 2011.

Bogen er en del af Den danske ledelseskanon.

Lars Larsen har formået at sætte dansk købmandskab på formel og opbygge en koncern med foreløbig 1.600 danske Jysk-butikker i 34 lande, der omsætter for 16 milliarder kr. Mange af varerne – i de danske butikker op mod 90 pct. – bliver produceret i Danmark. Reelt er Jysk-butikkerne upåagtede lokomotiver for dansk produktion i en verden, hvor Kina er verdens fabrik. Jysk er nu ved at indtage Kina.

Det hele begyndte i 1979, hvor den unge butikschef Lars Larsen så en ide i at bruge det nye tyske lavpriskoncept fra Aldi på specialbutiksområdet. Hans chefer synes ikke om ideen, så Lars Larsen tog et lån i sit hus og gik i gang selv – og måtte undervejs kæmpe med producenter, som ikke ville levere varer til opkomlingen. Jysk er ikke alene om at have forvandlet dansk købmandskab til en global vækstformel. Tøjkæden Bestseller har på godt 30 år opbygget 5.500 butikker internationalt, supermarkedskæden har på 25 år opbygget 800 butikker, skoproducenten Ecco omkring 800. Mange andre danske købmænd er også på vej ud i verden.

Den voksende milliardindustri af globale danske købmænd viser, at flere og flere danske virksomheder formår at mestre et forretningskoncept og en ledelse, der fungerer lige så godt i København som Kina. Kernen er et menneskesyn, der er udpræget dansk.

Her er historien om Jysks forunderlige succes.

Fakta om bogen
Type Bog
ISBN 9788702092509
Udgave 1
Udgivet 2011
Omslagsgrafiker Søren Ditlefsen
Vejledende pris: 200,00


Lego - Den danske ledelseskanon, 3
Frank Stokholm, Mikael R. Lindholm

Bogen udkommer den 22. september 2011.

Bogen er en del af Den danske ledelseskanon.

Der findes virksomheder, der bygger på en ide, der er så stærk, at den kan overleve i generationer eller århundreder. For en leder er nøgleopgaven i en sådan virksomhed at forstå ideen til bunds og sikre, at alle andre i virksomheden også forstår den, så ideen konstant kan nyfortolkes i samklang med skiftende tidsånd, skiftende generationer af kunder og skiftende markedsvilkår. I modsat fald risikerer virksomheden at miste fodfæstet og kuldsejle, fordi ideen ikke længere er tydelig og mister sin tiltrækningskraft.

Det var hvad der var ved at ske i Lego for 10 år siden – en virksomhed, der kendt verden over for sine små klodser, der slipper fantasien løs hos børn og voksne. Plastklodsen dukkede ved at en britisk sælger af plaststøbemaskiner kom til Danmark med et patent på en lille plastikklods. Lego gik i gang med at producere den i 1958. Plastklodsen blev siden kåret til “århundredets legetøj”. I 2010 producerede LEGO mere end 24 milliarder klodser. Men klodserne er hverken essensen af LEGO eller det, virksomheden blev grundlagt på. Ideen i LEGO er den gode leg. Da ledelsen glemte det, var Lego ved at gå konkurs.

Her er historien, der begynder i en lille dansk landsby midt under 1930ernes depression.

Fakta om bogen
Type Bog
ISBN 9788702092479
Udgave 1
Udgivet 2011
Omslagsgrafiker Søren Ditlefsen
Vejledende pris: 200,00


Novo - Den danske ledelseskanon bd. 4
Frank Stokholm, Mikael R. Lindholm

Bogen udkommer den 22. september 2011.

Bogen er en del af Den danske ledelseskanon.

Der findes virksomheder, der bliver ledet på en måde, så de skaber en helt ny forståelse af hvad en virksomhed er – eller bør være i et moderne samfund. Novo er en sådan virksomhed. Novo fremstiller blandt andet insulin og enzymer. For nogle år siden udskilte Novo enzymproduktionen i en selvstændig virksomhed – Novozymes.

Novo var i 2010 Danmarks mest værdifulde virksomhed målt på børsværdien – og i mange år kåret til den mest respekterede virksomhed i Danmark. Succes bygger i høj grad på en erkendelse om samfundsansvar – at en virksomhed ikke blot har sin eksistensberettigelse i kraft af hvad man fremstiller, men hvordan man gør det og hvorfor. Den erkendelse kommer til udtryk i form af det tredobbelte regnskab, der både viser Novos bidrag i form af finansiel fremgang, men også virksomhedens bidrag på miljøområdet og til samfundet.

Novos tænkning har præget forståelsen hos mange andre om hvilken rolle, ansvar og betydning en virksomhed har. A.P. Møller ansætter medarbejdere fra Novo for at gøre kunsten efter. Kimen til det tredobbelte regnskab blev lagt, da en direktør i Novo en dag i 1989 valgte at åbne dørene for harske græsrodskritikere og inviterede dem ind til møder om Novos arbejdsmetoder. Det gav Novo nye ideer til en mere samfundsvenlig og mere konkurrencedygtig produktion. Det gav kritikerne en forståelse af Novos produktion, som fik virksomheden undtaget fra europæiske krav om forbud mod produktion af genmanipulerede enzymer. Uden møderne ville Novozymes i dag ikke have produktion i Danmark.

Her er historien om Novo, der begyndte i 1922 med at den danske Nobelprisvinder August Kroghs tog til Canada med sin sukkersyge hustru for at få en licens til at producere insulin i Danmark.

Fakta om bogen
Type Bog
ISBN 9788702107210
Udgave 1
Udgivet 2011
Omslagsgrafiker Søren Ditlefsen
Vejledende pris: 200,00


Mærsk - Den danske ledelseskanon, 5
Frank Stokholm, Mikael R. Lindholm

Bogen udkommer den 22. september 2011.

Bogen er en del af Den danske ledelseskanon.

A.P. Møller – Maersk er Danmarks største virksomhed og verdens største containerrederi. En sjettedel af hele verdens handel bliver i dag transporteret hen over jordkloden af Maersk. Containerfarten har sat globaliseringen på speed ved at gøre transport af gods billigt og hurtigt. Det koster 50 øre at fragte et par sko fra Vietnam til Danmark, og det tager under to uger. Dermed har containerfarten gjort verden mindre og haft en kolossal indflydelse på fordelingen af produktion og arbejdspladser i verden, og gjort mange varer langt billigere for forbrugerne.

Det var på ingen måde givet, at Maersk ville spille en hovedrolle i denne transportrevolution. Containerfarten blev opfundet i USA i slutningen af 1960’erne. Maersk satsede først for alvor på containerfarten i 1973 med en investering, der kunne have væltet rederiet, som dengang havde 15.000 medarbejdere, hvis den var mislykkedes. Det gjorde den ikke. Godt 20 år senere var Maersk det dominerende containerrederi i verden med 200.000 medarbejdere, i direkte konkurrence med amerikanske og asiatiske rederier, hvoraf mange bakket op økonomisk af statsmidler.

Her er historien om hvordan Maersk kom til at regere de syv have og blive den største befragter af verdenshandelen.

Fakta om bogen
Type Bog
ISBN 9788702071634
Udgave 1
Udgivet 2011
Omslagsgrafiker Søren Ditlefsen
Vejledende pris: 200,00

Ingen kommentarer:

Send en kommentar