Mikael Niemi
Skyd appelsinen
Forfatteren til succesromanen Populærmusik fra Vittula er klar med en fortælling om en ung drengs forsøg på frigørelse og giver læseren et indblik i en ny generations traumer.
Romanens fortæller er en navnløs dreng på seksten, der lever et skyggeliv i en grå og trist verden, hvor han føler undergangen lure lige om hjørnet. Han kæmper for at frigøre sig fra sin håbløse mor, sig selv og sin barndom, og han skriver en dag et digt, der kommer til at sætte skub i en forløsningsproces. Fortælleren udvikler en frygtløshed, som han demonstrerer på måder, der bliver mere og mere desperate, og hans forvandling tager en destruktiv drejning.
Sideløbende fortælles historien om vennen Pålle, der udsættes for vold i hjemmet, og som selv leger med tanken om vold som værktøj i det oprør, han længes efter. Inspirationen fra de såkaldte school schootings i Finland og USA træder i denne skildring tydeligt frem.
Mikael Niemi skriver i et knivskarpt sprog og med en underliggende humor de alvorlige temaer til trods. Skyd appelsinen er en velskrevet og tankevækkende beretning, der er meget mere end en ungdomsroman.
Mikael Niemi er født 1959 i Pajala i det nordlige Sverige. Han fik sit gennembrud i 2000 med romanen Populærmusik fra Vittula. Siden udkom Sulebulen, en samling science fiction-noveller, og i 2007 krimien Manden der døde som en laks.
Fakta om bogen
Titel: Skyd appelsinen
Forfatter: Mikael Niemi
Omfang: 204 sider
Indbinding: Hardcover
Pris: 249,95 kr.
Udkommer fredag den 9. september 2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar