mandag den 19. september 2011

En åben og ærlig fortælling om et liv med Jacob Haugaard


Ilse Wilmot
At overleve med en alkoholiker
Mit liv med Jacob Haugaard

”Mit håb er, at denne bog kan hjælpe andre, der har en alkoholiker tæt inde på livet, så de hurtigere begynder at tage vare på sig selv. Jeg er i dag dybt taknemmelig for, at kærligheden var stor nok til at bære os igennem, og at vores ægteskab holdt. ” Ilse Wilmot

Det var stor kærlighed, da Ilse Wilmot mødte multikunstneren Jacob Haugaard. Men det blev også til store problemer, da han viste sig at være alkoholiker. At (over)leve med en alkoholiker er hendes åbne og ekstremt ærlige fortælling om sit liv med Jacob Haugaard. Om smerten, angsten og fortvivlelsen – men også om alle de sjove, vanvittige og varme oplevelser, der kom ud af parløbet med en mand, der på alle måder slugte livet i store mundfulde.

Ægteskabet overlevede – og Jacob Haugaard er i dag ædru alkoholiker. Spørgsmålet er, hvordan man selv overlever som partner til en, der drikker. Det ved Ilse Wilmot alt om – ikke bare som privatperson. Som familieterapeut har hun oplevet, hvor meget familien til en alkoholiker lider, og hun har beskæftiget sig med alle de spørgsmål, der følger med: Skal man gå eller blive? Hvad med børnene? Hvor meget skal man finde sig i? Hvem har ansvar for hvad? Og hvad stiller man op med sin selvmedlidenhed og sine evige bekymringer? Alt det og meget mere giver Ilse Wilmot sine bud på i bogen.

Selv var hun mange år om at indse, at hun som ægtefælle til en alkoholiker var medspiller og havde 50 procent af ansvaret for, hvad der foregik. I denne stærke personlige beretning fortæller hun også om, hvordan hun som mor prøvede at beskytte børnene. Hvordan hun til sidst var tvunget til at handle. Og hvordan det blev godt igen.


At (over)leve med en alkoholiker er bogen til de tusindvis af danskere, der er tæt på en alkoholiker. Det er en bog til dem, der elsker, hader, raser, fortvivler – og frem for alt ikke ved, hvad de skal stille op. Ilse Wilmot har styrken og erfaringen til at indgyde dem modet til at gøre noget. Tage ansvar for situationen. For først der kan tingene begynde at ændre sig.

Ilse Wilmot (f. 1945) er uddannet familieterapeut på Kempler Instituttet i Odder og på Skandinavisk Institut for Familieterapi. Hun har to børn fra første ægteskab og to sammen med Jacob Haugaard.

Ilse Wilmot
At overleve med en alkoholiker – mit liv med Jacob Haugaard
200 sider
Forlagets pris: 299,-
Udkommer 26. september 2011

G.E.C. Gads Forlag A/S


Ingen kommentarer:

Send en kommentar