mandag den 12. september 2011

Vejene til Santiago

Jørgen Johansen

Udkommer d. 11-10-2011

"Vejene til Santiago" er en videreførelse af Jørgen Johansens mange bøger om den utroligt righoldige europæiske pilgrimskultur.

I "Vejene til Santiago" er vægten lagt på den kendte nordspanske pilgrimsrute til Santiago de Compostela.

I bogen tegner Jørgen Johansen et europabillede, hvor fortid og nutid møder hinanden. Det er den store fortælling om pilgrimsvejene som et fælleseuropæisk projekt og historien om Spanien som interkulturel smeltedigel. Denne historie peger direkte frem mod et par af disse års mest brændende europæiske diskussioner om europæisk identitet og om Europa og de fremmede. I krydsfeltet mellem den lange historie og de nye perspektiver udgør "Vejene til Santiago" et dybt fascinerende spor til forståelsen af Europa lige nu.
Der er tre hovedtemaer i Jørgens bog.
1. Pilgrimsruternes historiske og ikke mindst mentalitetshistoriske betydning. Det var langs vejene til Santiago de Compostela, at ”ideen om Europa blev født”, som Goethe formulerede det. Netop udvekslingen af tanker og ideer og kunstneriske udtryk følger de europæiske pilgrimsveje og lader sig aflæse i landskaber, bygninger, billeder og beretninger, ikke mindst langs de veje, der løber igennem Spanien. Foruden den mest kendte og populære Camino Frances drejer det sig om blandt andre Camino Primitivo fra Oviedo, Via de la Plata fra Sevilla og Camino Mozárabe fra Granada og Cordoba. Byerne som Veje til verdens ende fører igennem er blandt andre Bilbao, Oviedo, Burgos, Leon, Granada, Cordova, Sevilla, Merida, Caceres, Salamanca, hver med deres helt specielle historie.
2: I et tidsrum på over 700 år, fra den muslimske invasion på den iberiske halvø i 711 til Nasridekongedømmets endelige sammenbrud i Granada og uddrivelsen af jøderne i 1492 var Spanien et enestående eksempel på interkulturelle kontakter. Overalt langs vejene til Santiago bliver eksemplerne på den kulturelle udveksling mellem muslimer, jøder og kristne synlige, en udveklslng, som bestod indtil Ferdinand den Katolske og hans dronning Isabellas i 1492 uddrev både maurerne og jøderne og indførte inkvisitionen.

3:
Endelig følger "Vejene til Santiago" det historiske fænomen pilgrimsrejserne helt ind i nutiden. Hvad er det, der år for år igennem det seneste par årtier har fået antallet af moderne pilgrimme til at vokse på vejene til Santiago de Compostela?
Pilgrimrejser er i høj grad på mode i disse år. Pilgrimsvandringen er blevet et modspil til mange af det moderne samfunds problemer fra stress og opskruet tempo i hverdagen over forbrugerisme til informations- og underholdningskulturens billedflimmer. Pilgrimsfænomenet er blevet ført ajour med begreber som frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab, økologi, omsorg for jorden og spiritualitet.
Traditionelle katolikker, fornyelsessøgende protestanter, konfessionsløse, der drømmer om en adgang til det hellige, som savner en åndelig dimension i tilværelsen, eller som simpelthen gerne vil finde sig selv, rejser langs de samme spor og ruter, som tiltrækker oplevelseshungrende kulturturister og rejsende med en slags europæisk ide som drivkraft og mål.

Fakta om bogen
Type Bog
ISBN 9788702080773
Udgave 1
Udgivet 2011
Omslagsgrafiker Sven Reiner Johansen
Vejledende pris: 349,00

Ingen kommentarer:

Send en kommentar