mandag den 21. marts 2011

Udgivelser i April fra Hovedland

Vildspor
Af Martin Bavngaard og Karin Hede

Vicekriminalkommissær Marianne Iversen er ny "mand" på posten hos politiet i Randers. Det er et svært job, for kriminaliteten er tilsyneladende alle vegne. En livsform, der ikke så let lader sig udrydde her, hvor Niels Ebbesøn for ca. 670 år siden tog livet af den kullede greve.

Frede Asmussen har en rig kone, men er besat af ønsket om et andet liv. På et kursus for kørekortfradømte, i bekvem afstand fra den kronjyske hjemby, finder han løsningen. Leif er en ung forkommen fyr og bestemt ikke den fødte hitman, men han accepterer Asmussens pris for at skaffe konen af vejen. For han mangler penge, mange penge.

Noget går imidlertid galt, men bestemt ikke for forfatterne, der har skrevet en hårrejsende dansk provinskrimi. Med Vildspor får læserne en originalt fortalt historie, der belyser ikke blot politiets og pressens rolle, men hæver overlæggeren ved at levere empatiske og troværdige skildringer af folk og røvere anno 1995-1996.


Martin Bavngaard og Karin Hede er begge journalister og har sammen tidligere skrevet krimien Bunker, der udkom i 2009, hvori man for første gang bliver introduceret for Marianne Iversen. Martin Bavngaard har desuden et selvstændigt forfatterskab ved siden af denne krimiserie.

Læs mere på www.hovedland.dk

309 sider, 229,- (fra 1. maj 269,-)

Udkommer 01/04/2011

Den politiske komedie
Af Klaus Kjøller

Politik er sprogbrug. Politik handler om, hvad der skal formuleres eksplicit, og hvad der skal underforstås. At formulere det underforståede, er den stærkeste politiske handling der findes. Når noget er underforstået, er enhver overladt til selv at gætte gåder. Og det gør man så. I Øst og Vest. Politik handler kort sagt om at finde de rette replikker og de rette fortielser med rettidig omhu. Dette er hvad Kjøller her i bogen forsøger at kaste lys over.

Der findes forbavsende få kloge bøger om politik og demokrati. Klaus Kjøllers bog Den politiske komedie hører absolut til i kategorien af kloge bøger, først og fremmest fordi Kjøller ikke tager udgangspunkt i en idealistisk opfattelse af, hvordan verden og menneskene burde være, (Platon, Hitler, Stalin osv) men har et realistisk grundlag.


Det Kjøller siger med sin muntre bog om demokratiet, ligner det historikeren Marshall McLuhan sagde for over 40 år siden: At mediet er budskabet. Med andre ord at den politiske tv-føljeton, den politiske komedie, som vi dagligt bivåner, er vores demokrati, og at det i flg. Kjøller er verdens bedste. Og for at forstå er det ligesom i enhver anden komedie nødvendigt at le!

Klaus Kjøller er lektor i moderne dansk sprog og sprogbrug ved Københavns Universitet. Han har specialiseret sig i politisk kommunikation og sprogbrug, og har skrevet bøger om manipulation, netværk, spindoktorer og argumentation og dertil en håndfuld romaner, f.eks. Kong Klaks sten (2004) og Den åndelige akse (2007).

Læs mere på http://www.hovedland.dk

331 sider, kr. 279,-
Udkommer 21. Marts


Ingen kommentarer:

Send en kommentar