onsdag den 16. marts 2011

Børneudgivelser i Marts fra Rosinante og Co


Når lillebror er lille, indtil det er stort at være stor

Mette Egelund Olsen & Lea Letén

Roses lillebror hyler, vælter klodserne, må sove i mors og fars seng, og han får slet ikke skæld ud, når han leger med maden. Det er uretfærdigt, synes Rose og vil også meget hellere være lille. I hvert fald indtil hun heldigvis får øjnene op for, hvor stort det er at være stor …

Når lillebror er lille, indtil det er stort at være stor er den fjerde bog i den anmelderroste serie om Rose. Bøgerne skildrer genkendelige, hverdagssituationer fra småbørnsfamilien og de er alle kærligt illustreret af Lea Letén.

Tidligere bøger i serien: Når far putter mig, indtil han sover; Når jeg køber ind, indtil mor får nok; Når mormor bader mig, indtil jeg får en prop.

Mette Egelund Olsen (f. 1961) debuterede i 2008 med Når far putter mig, indtil han sover. Udover bøgerne om Rose, har hun også udgivet billedbogen Min morfars skattekiste og letlæsningsbøgerne Mor skal flytte, Hjem til far, Mor får en kæreste og Far får en baby

Lea Letén (f. 1982) er autodidakt tegner og debuterede i 2006 med billedbogen Mor og Minna i svømmehallen. Siden er hun udkommet med Gaven til far (2007), Mads maler kunst (2008), og senest Uffe fanger en fisk (2009). Udover sine egne bøger, har Lea Letén også illustreret Mette egelund Olsens serie om Rose.

Udkommer 22. marts
Høst & Søn


Sokrates og far
Einar Øverenget

Sokrates og far er en filosofibog for børn fra ca. 5 år og velegnet til højtlæsning.

Sokrates og far taler sammen. Meget. Om hvad der er i et sandkorn. Om hvor snemanden er om sommeren. De taler om tyngdekraft og om hvordan ting og tanker kan forandre sig, alt efter hvilken side man ser dem fra.

Einar Øverenget (f. 1964) har en doktorgrad i filosofi og er en anerkendt foredragsholder. Han har bl.a. skrevet bøgerne Hannah Arendt (2001) og Lykkens filosofi (2006).

Udkommer 31. marts
Høst & Søn



Kampen
Margot Andreasen

Tredje og sidste del af Lias Kamp, en ny fantasy-serie især for piger.

Det store opgør mod Fruens tropper nærmer sig. Lia prøver at finde nye sider af sin kraft, og pludselig opdager hun, at hun kan trænge ind i folks sind. Det samme kan Fruen. Har Lia også hendes sorte magi i sig?
Illustreret af Sussi Bech.

Margot Andreasen (f. 1950) arbejder som børnebibliotekar i Albertslund ved siden af sit forfatterskab. Margot Andreasen debuterede i 2001 og er forfatter til adskillige børnebøger, også i Zoom-serien.

Udkommer 25. marts Forum Zoom
Zoom Ind Fantasy

Ingen kommentarer:

Send en kommentar