torsdag den 19. maj 2011

Udgivelser i Maj fra Nyt Nordisk Forlag


Den 5. maj 2011 udkommer

Niels-Birger Danielsen og Suzanne Wowern Rasmussen
Gestapochefen
Karl Heinz Hoffmann
352 sider, illustreret, vejl. kr. 299,95

Karl Heinz Hoffmann var en sammensat mand. Som chef for Gestapo i Danmark 1943-45 var han ansvarlig for besættelsesmagtens tortur over for danske modstandsfolk. Men Hoffmann holdt sig helst på afstand af rå vold. Han foretrak ideologiske diskussioner med danske intellektuelle og var aktivt optaget af sit sociale netværk, der ikke mindst bestod af kvinder. Den givetvis charmerende tyske jurist fik nære relationer til en stribe overklassekvinder, bl.a. statsminister Erik Scavenius’ hustru Alice, der tilsyneladende efter krigen var optaget af at lægge amourøse planer for sin datter og Hoffmann, når han slap ud af fængslet.

Historien om Hoffmann er fortællingen om en magtfuld nazist med en stærk ideologisk overbevisning, men uden lyst til krigens brutalitet. Han dømtes til døden ved Københavns Byret i 1948, men året efter ændredes dommen til fængsel. Få år senere blev han løsladt og slog sig ned i egnen omkring Koblenz i Tyskland.

Portrættet af Hoffmann føjer nye aspekter til forståelsen af Danmark under besættelsen og samarbejdspolitikken. Det er samtidig en skildring af et menneske, der var danskernes fjende under de onde år, men som vi i dag med tidens distance kan se i et andet og mere nuanceret lys.

Suzanne Wowern Rasmussen (researcher) og Niels-Birger Danielsen (historiker og journalist) bygger den fascinerende livsskildring på en omfattende research både i Danmark og Tyskland.

Se videopræsentation på



Den 4. maj 2011 udkommer

Ole G. Mouritsen og Klavs Styrbæk
Umami
Gourmetaben og den femte smag

Vi siger normalt, at der er fire slags grundsmag - sur, sød, salt og bitter, og at velsmagende mad karakteriseres ved særligt heldige kombinationer af disse fire smagsindtryk. I Østen har man imidlertid i de sidste hundrede år brugt udtrykket umami om en femte smag, som betyder noget i retning af god smag eller lækkert. Denne femte smag er ikke en kombination af de fire første.

Umami. Gourmetaben og den femte smag er den første bog, også i international sammenhæng, som giver en samlet beskrivelse af umami ved at kombinere kulturhistorie, videnskab, madlavning, ernæring og sundhed med en god historie om madkultur, kogekunst og udviklingen af mennesket som en gourmetabe, der eftertragter mad med god smag. Madens smag har været en drivende kraft i menneskets evolution, og umami er blot et nyt ord for en ældgammel smag.

Vi finder den femte smag i vores eget køkken i for eksempel supper, kødretter, lagret ost, lufttørret skinke, skaldyr, svampe og modne tomater.

Vi ved nu, hvilke stoffer i maden, der kan fremkalde den femte smag, og det bedst kendte stof omtaler vi som det tredje krydderi. Det helt særegne er, at små mængder af ét af disse umami-stoffer i vidunderlig grad kan forstærke smagen af et andet, så man kan tale om, at den femte smag i et måltid skaber en oplevelse i en højere dimension. Viden om umami kan bruges til at lave velsmagende og sundere mad med mindre salt og sukker.


Bogen er opstået som et usædvanligt samarbejde mellem Ole G. Mouritsen, som er videnskabsmand og tidligere har udgivet Tang. Grøntsager fra havet og Sushi. Lidenskab, videnskab & sundhed, og Klavs Styrbæk, der kok og gennem gennem mere end tyve år drevet Restaurant Kvægtorvet i Odense. Sammen har de udforsket smagen, og i bogen beretter de om deres fælles erfaringer og giver en lang række opskrifter og gode råd om, hvordan man selv kan frembringe mere umami ved madlavningen i sit eget køkken. Bogen kan bruges som en kogebog, men er i lige så høj grad tænkt som en kilde til forundring og inspiration.


Læs mere på www.umamibog.dk

Ole G. Mouritsen og Klavs Styrbæk
Umami
Gourmetaben og den femte smag
256 sider, rigt illustreret, indbundet, vejl. kr. 299,95

Ingen kommentarer:

Send en kommentar