BORD DÆK DIG MED
HVEDEKORN NR. 2, 2011
Rosinante&Co
Må vi præsentere en verdenspremiere i Hvedekorn 2, 2011: POETISKE DÆKKESERVIETTER! 12 stilige, farverige stk. ved digteren og Hvedekorns-veteranen Eske K. Mathiesen og hans hustru Åse Rørdam. Til åndarbejdets fremme! Med titler (og motiver!) som ”Danseglade svaner”, ”Sang på skrånende hede” og ”Tre sovende hyrder”.
Hybrider er i det hele taget lidt af et tema af nummeret, poesi/billedkunst-dobbeltagenterne claus ejner og Mette Norrie præsenterer begge digttegninger eller er det tegningdigte?
Et digt af Pia Juul er i sig selv en sensation OG PIA JUUL HAR ET SPLINTERNYT DIGT MED om onkel som hædersbetegnelse: ” Hvad er en onkel/ Et ord/ slå det op/ men vent lidt med at slå det op/ lad mig først føle noget”
Line Knutzon fortsætter sin hysterisk sjove læse-radio-drama-føljeton om Måvens og Peder, denne gang under dobbelttitlen MÅVENS OG PEDER PÅ RYTME-KONS eller MÅVENS OG PEDER OG MELLEMANDSMANDEN.
Skuespilleren Troels II Munk debuterer i en sen alder med en yderst forfinet og finurlig serie digte til SAMTLIGE 55 FORHOLDSORD i det danske sprog og bare fx ’formedelst’: Formedelst/ kalechekrøl formedelst/ skærsommersol rapsorange/ honningvind åndeløs/ af/ snydeungdom”
Foruden alt det andet skønne poesi og alle de andre skønne poeter, der er på bordet: Fra Sten Kaalø, første gang i Hvedekorn i 1968, til debutanten Ingrid Nymo, født 1992, der slutter et digt med denne akutte opfordring:
digt
så bliver det sommer
I den oase, der er Hvedekorn, blinker kamelen med nåleøjet!
HVEDEKORN
Billedkunstner: Sian Kristoffersen
ISBN: 978-87- 638-1866-7
64 sider, 99,95 kr.
Udgivelsesdato: 30. maj 2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar