tirsdag den 11. oktober 2011

Ny børnebog af prisbelønnede Cecilie Eken

Nu udkommer prisbelønnede Cecilie Eken med en selvstændig opfølger til den moderne eventyrbog
Det Levende Sværd (2010). Igen har hun vredet og drejet klicheerne fra eventyr- og fantasygenren og skrevet en anderledes fortælling, der både rummer dramatiske sværdkampe, forræderi, uhyrer og en indre dannelsesrejse for den hidsige, viljefaste hovedperson.



Da vi forlod Eriann og Vidar i Det Levende Sværd, havde de sammen overvundet den frygtindgydende drage fra Sorte-bjerget og lagt kong Leo og Vestland bag sig.
Nu har rygtet om deres heltedåd imidlertid bredt sig ud over landets grænser, og det vælter ind med tilbud fra folk, der har brug for en stærk og modig helt. Eriann har lovet sig selv aldrig mere at skulle adlyde ordrer fra en selvoptaget hersker, men da Vidar en dag modtager brev med anmod-ning om hjælp fra en af sin fars gamle bekendte, mener han ikke, at han kan afslå. Eriann føler sig tvunget til et umuligt valg: Skal hun svigte sig selv eller Vidar?

Cecilie Eken (f. 1970) debuterede som 23-årig og har skrevet en lang række fantasybøger bl.a. prisbelønnede værker som Sikkas Fortælling og serien om Den Sorte Safir. Hun modtog Kulturministeriets Børnebogspris 2008 for billedbogen Mørkebarnet. Torben Weinreich har netop fremhævet Cecilie Ekens forfatterskab som et af de fire vigtigste i sit værk Forfattere i nyere dansk børnelitteratur (2011).

Mårdøn Smet (født 1961) Tegner med en lang række
bog-, avis- og magasinillustrationer på samvittigheden. Ophavsmand til tegneserierne Stig & Martha, Hieronymus Borsch og Slaraffenland. Har senest illustreret den humoristiske billedbogsfortælling Drengen der ville smage en kebab (2011), med tekst af Kim Langer.

Cecilie Eken
DEN BLINDE KONGE
Gennemillustreret i s/h af Mårdøn Smet
Omslagsgrafiker: Alette Bertelsen
ISBN: 978-87-638-2045-5
168 sider, 199,95 kr.
Udgivelsesdato: 12. oktober 2011

Ingen kommentarer:

Send en kommentar